Electrolux – a thoughtful company
Et gammelt kinesisk ordsprog lyder “Dig the well before you are thirsty” – et ordsprog, som Electrolux søger at leve op til bl.a. ved brug af livscyklustankegangen.
Electrolux redefinerede sig selv som “The Thoughtful Design Innovator” i 2005. Dette indebar bl.a. et ansvar over for fremtidige generationer i forbindelse med brug af naturressourcer. For at leve op til dette ansvar har Electrolux indarbejdet bæredygtighed som et led i udviklingen af nye produkter.
Med begrebet bæredygtighed følger ofte ordet livscyklusvurderinger. Og Electrolux har da også lavet livscyklusvurderinger af deres produkter. Disse har vist, at mere end 80% af deres produkters miljøbelastninger stammer fra brugsfasen, hvilket har ført til et naturligt fokus på at nedbringe energi- og ressourceforbruget under brugsfasen af deres produkter.
Electrolux’s TimeLine vaskemaskine er udviklet under hensyntagen til produktets livscyklus. Dette har bl.a. ført til følgende egenskaber:
- Maskinen vejer automatisk tøjmængden og justerer vaskeprogrammet derefter. Dette sparer vand, strøm og penge for forbrugeren.
- Maskinen kan vaske tøjet på den halve tid og sparer derved strøm og vand.
- Maskinen er udstyret med en “Direct Spray” funktion, der overbruser tøjet med vand og derved bruger 30% mindre vand, og følgende mindre strøm til at opvarme den mindre vandmængde. Yderligere bruges der 70% mindre vaskemiddel.
Flere penge i de miljøvenlige produkter
Electrolux ved, at effektive miljøvenlige produkter ofte er mindre ressourcekrævende i brugsfasen og derved billigere i drift for forbrugeren. Hertil kommer, at indkøbsprisen ofte udgør mindre end halvdelen af de samlede livscyklusomkostninger, hvilket betyder, at der er en konkurrencemæssig fordel i at udvikle produkter, der er miljømæssigt i topklasse.
Fakta
Electrolux er en global virksomhed, der sælger bl.a. køleskabe, vaskemaskiner, opvaskemaskiner mv. til både privat og professionelt brug. Deres varer sælges under mærker som Electrolux, AEG-Electrolux, Zanussi, Eureka og Frigidaire.
Electrolux sælger over 40 mio. produkter til kunder i 150 lande. I 2005 solgte de for SEK 100 mia. og havde i omegnen af 57.000 ansatte globalt.
Læs mere: www.electrolux.dk